
Nyheder
Sådan fjerner du kølepasta fra din CPU
E
Epic Games
Med denne vejledning til kølepasta får du indsigt i, hvad det er, hvordan det fungerer og hvad du skal gøre, når den taber sin effekt. Du lærer også, hvordan kølepasta påføres korrekt, og hvordan du nemt fjerner det fra din CPU.
Hvad er kølepasta?
Kølepasta er en substans, der anbringes mellem computerens varmeudviklende komponenter (som regel CPU'en og GPU'en) og den tilhørende kølefinne eller køleblok.
Din CPU og GPU bliver varm, når de knokler med at behandle de data, der får din computer til at køre. Hvis de overopheder, vil ydeevnen blive forringet (dette kaldes "throttling"). Faktisk kan for høj varme beskadige din hardware permanent. Det er her, køleplader og køleblokke kommer ind i billedet. De leder varmeenergi væk fra de varmeproducerende komponenter og sikrer, at de kan køre optimalt.
Kølepastaen sidder mellem din hardware og dens køleplade, primært for at øge effektiviteten af energioverførslen. Uden kølepasta til at udfylde mellemrummet mellem disse komponenter ville små luftlommer forringe køleevnen. Kølepasta udfylder også mikroskopiske mellemrum for at muliggøre effektiv varmeoverførsel.
Hvordan fjernes kølepasta?
For at fjerne kølepasta korrekt fra dine pc-komponenter skal du bruge flere ting:
- Isopropylalkohol (mindst 70 %)
- Latexhandsker (valgfrit)
- Fnugfri klude eller mikrofiberklude
- Vatpinde
- Plastikspartel
- Trykluft, en håndbetjent blæsepumpe eller en lille blæser
Sådan fjerner du kølepasta fra din CPU
Sluk for alle strømkilder, og åbn din computer
Dit første skridt i processen med at fjerne gammel kølepasta er at slukke og frakoble din computer fra strømmen.
Åbn så kabinettet, og rør ved en metalgenstand, f.eks. computerkabinettet, for at aflade statisk elektricitet.
Fjern kølepladen/køleblokken
Følg kablerne fra din blæser eller dit kølesystem, og frakobl dem.
Afhængigt af dit bundkort kan det at fjerne kølepladen indebære at vippe en kontakt, forsigtigt at vride kølepladen fri eller at bruge en skruetrækker til at koble den fra. Gå forsigtigt til værks, og konsulter din manual.
Påfør isopropylalkohol
Efter at have fjernet komponenterne i det foregående trin vil du sandsynligvis se en del rester af kølepasta.
Gør din fnugfri klud fugtig (undgå at gennemvæde den) med isopropylalkohol.
Fjern den gamle kølepasta
Tør forsigtigt så meget som muligt af den overskydende kølepasta af med din fugtige klud.
Hvis kølepastaen er hærdet, kan det hjælpe forsigtigt at bruge en plastikspartel. Du kan også bruge vatpinde til at fjerne kølepasta fra revner, hjørner og andre områder, der er svære at nå.
Vær tålmodig og grundig, når du fjerner alle rester af den gamle kølepasta.
Fjern støv med trykluft
Når du har fjernet så meget som muligt af den gamle kølepasta, kan du overveje at blæse det rensede område rent med trykluft, en håndbetjent blæsepumpe eller en lille blæser for at fjerne støv og partikler.
Udskift kølepastaen
Når det område, du har rengjort, er tørt, er det tid til at udskifte kølepastaen.
Der er forskellige holdninger til, hvad det næste skridt bør være. Nogle vælger at placere en dråbe kølepasta på størrelse med en ært i midten af CPU'ens overflade. Andre foretrækker at påføre pastaen i streger eller sprede den med et plastikværktøj.
Tjek kølepastaproducentens dokumentation for producentens anbefaling.
Sådan installerer du kølepladen/køleblokken
Placér kølepladen direkte ned på kølepastaen, og sørg for, at der ikke opstår luftbobler. Du må ikke løfte den af eller rykke for meget rundt på den. Dette kan skabe luftlommer og forringe kontakten mellem kølepladen og kølepastaen.
Du må dog gerne tørre den eventuelle overskydende kølepasta af, som er presset fra siderne.
Du kan nu tænde for den og bruge din computer, som du plejer
Følg nu blot ovenstående trin i omvendt rækkefølge, geninstaller enhederne og tilslut strømkablerne igen.
Du kan nu tænde din computer – du behøver ikke at vente på, at kølepastaen hærder – og se, hvordan den kører.
Ofte stillede spørgsmål om kølepasta
Hvorfor skal kølepasta udskiftes?
Over tid nedbrydes alt. Du kan måle kølepastaens brugbare levetid i år.
Hvor ofte skal man udskifte kølepasta?
Det anbefales generelt at udskifte kølepasta efter et par års brug, når du udskifter eller fjerner en køleplade, eller hvis du bemærker, at temperaturen på din CPU stiger.
Hvor lang tid tager det for kølepasta at tørre?
Kølepasta er ikke lavet til at tørre. Pastaen er designet til at holde sig klæbrig og halvflydende. Hvis din kølepasta tørrer ud, er det et problem og en grund til at påføre ny.
Husk at tjekke Epic Games Stores nyhedsside, og få det seneste nye fra alle dine yndlingsudviklere om alle dine yndlingsspil.