Nyheder
Et kig ind i livet som en genopvakt robot, der har til opgave at redde menneskeheden i The Last Caretaker
A
Alan Wen
Da jeg prøvede spillet til Gamescom, spillede jeg primært som den genoplivede opsynsrobot og var glad for den fysiske oplevelse af at udforske den forladte station, rive døre op, samle en stol op og kaste den, og derefter komme ind i et andet rum med en anden robot, som var helt livløs og tydeligvis drænet for strøm. Jeg var ikke helt alene, da en stemme også guidede og instruerede mig i at genoprette strømmen og bringe stationen tilbage til live.
Det omfattede også min Caretaker, som udover en livsbjælke også har en strømmåler, der drænes for hver handling. Heldigvis fandt jeg en ladestation. Alt jeg skulle gøre var at trække i håndtaget for at tænde for strømmen, og derefter tage et blåt strømkabel og fastgøre det til brystet. Jeg fandt også en lignende station, der genopfyldte mit liv på samme måde, samt en anden til at gemme mine fremskridt.
Da stationen var fuldt restaureret, var det tid til at tage en elevator op for at opdage, at jeg var inde i en hangar med en båd, der skulle blive en vigtig del af min rejse. Dette var en fremtid, hvor klimakatastrofen havde omdannet planeten til en havverden, så det var vigtigt at kunne sejle rundt for at nå de strukturer, der var tilbage over vandoverfladen. Men jeg skulle have strøm til resten af hangaren, så jeg kunne åbne dokken og gøre båden klar til sejlads.
Det var her, et af de første af mange værktøjer kom til nytte. Der var et skræmmende antal færdigheder, man kunne låse op for, når man steg i niveau, men et meget vigtigt værktøj, jeg låste op tidligt, var demonteringsværktøjet. The Last Caretaker har et dybt byggesystem, hvor man skal samle et vist antal materialer for at lave en genstand, men man samler ikke bare tilfældigt metal, jern eller stof op. Ved at bruge demonteringsværktøjet kunne jeg nærme mig ethvert objekt og se, hvilke materialer det var lavet af, og derefter bruge værktøjet til at skille det ad og tage ressourcerne. Da jeg mødte en anden opsynsrobot, der var kollapset og ikke bevægede sig, i en ventilationsskakt, blev jeg lidt ked af at se, at den også kunne skilles ad, men jeg trøstede mig med, at materialerne ville bidrage til min mission om at genoprette menneskeheden.
Med de nødvendige materialer kunne jeg derefter bruge et reparationsværktøj til at reparere en anden ladestation, før jeg tilsluttede den til en strømkilde for at aktivere den. Der skete bare en lille fejl, da jeg ved et uheld tilsluttede dette kabel til mig selv, hvilket betød, at ladestationen brugte min strøm, så jeg frakoblede mig hurtigt og flyttede kablet over til en anden ladestation. Det illustrerer ikke desto mindre, hvordan alting har en logisk sammenhæng i spillet. Intet er falskt, og alt er interaktivt og har en funktion. Når du udforsker den større verden, vil det endda være muligt at lave dine egne ladestationer, så du sikkert kan udforske fjerntliggende områder uden at bekymre dig om at løbe tør for strøm. Du kan endda komme til et punkt, hvor du også har et væld af kabler at navigere i!
Men selvom denne verden tilsyneladende var blottet for mennesker, var den ikke uden trusler – både organiske og andre mekaniske typer, selvom sidstnævnte også har fået en form for eget liv, ligesom maskinerne i Horizon Zero Dawn, der strejfer rundt som vilde dyr. Med andre ord er de fjender, du møder, ikke aktivt fjendtlige, men opfører sig som organismer i et økosystem, som enten føler sig truet af din tilstedeværelse eller ønsker din Caretakers kilde til elektricitet.
Det betød dog, at jeg skulle være forberedt på sådanne møder, da udviklerne hos Channel37 flyttede mig til et senere punkt i spillet, hvor jeg havde en anstændig pulseringsriffel, der også nemt får strøm ved at være tilsluttet min Caretakers strømforsyning. Et par skud var nok til at sprænge nogle tentakler væk, der sad fast på siden af stationen, mens de større, blødere organiske masser, og det, der ser ud til at være sværme af hvepse, der overtager taget, krævede stærkere ildkraft, hvilket betød, at en sprængladning var mere effektiv. Afhængigt af, hvilke fjendetyper du har med at gøre, er forskellige våben også mere effektive end andre, såsom elektricitetsbaserede våben mod andre maskiner.
Spillets centrale mission om at redde menneskeheden er dog en mere vanskelig del at fremvise i en kort demo. Heldigvis forhindrede det ikke den kreative direktør Antti Ilvessuo fra at forsøge at åbne mit spil i en fejlsøgningsudviklertilstand for at demonstrere processen med at skabe nyt menneskeliv på få minutter, hvilket kan tage mindst ti timers gameplay første gang.
Kort sagt, da planeten ikke længere er beboelig for mennesker, er menneskeheden draget mod stjernerne, men er heller ikke i stand til at reproducere sig der. Det er derfor op til Caretaker at befolke den nye menneskelige rumkoloni ved at genoprette menneskelige frø og pleje dem via Lazarus-komplekset. I bund og grund dyrker du et menneske fra frø til et fuldt udformet menneske af kød og blod. Det kræver dog også tid og ressourcer, såsom rent vand, elektricitet og mad, som du skal dyrke over tid. Men ikke nok med det: Da du dybest set skaber fuldt udvoksede mennesker, skal du også give dem minder. Og til det formål er det vigtigt at samle genstande som legetøj, bøger og fotografier, der former deres kommende personligheder, selvom dette egentlig ikke er en kolonisimulering.
Dette kulminerer ikke desto mindre i at sende de mennesker, du har plejet, ud i rummet for at slutte sig til deres koloni. Dette kræver, at du genopretter opsendelsesinfrastrukturen og sikrer, at du har de nødvendige opsendelseskoder, brændstof og navigationssystemer. Men opsendelsessekvensen føles lige så belønnende som en opsendelse fra NASAs kontrolcenter – fra den spændende nedtælling til at se rakettens buede bane ind i kredsløb. Det er svært at forestille sig en mere tilfredsstillende belønning for at illustrere, hvordan du redder menneskeheden, ét menneskelig frø ad gangen.
The Last Caretaker udgives snart i tidlig adgang på Epic Games Store, og du kan sætte det på din ønskeliste nu.
