Stealth-spil er spil, hvor spilleren skal snige sig rundt uden at blive set for at besejre modstandere og gennemføre missioner. Det kræver, at spilleren skal gemme sig, snige sig rundt, bruge sine kræfter på at skjule sig, lave afledningsmanøvrer eller iføre sig en forklædning.

Som udgangspunkt skal man undgå direkte kamp i stealth-spil. Afhængigt af spillet kan målet være ikke at blive opdaget i så lang tid som muligt og det betyder også, at man skal undgå enhver form for kontakt eller dueller med fjendens AI. Banens design kan bidrage til dette ved at give spilleren mulighed for at bevæge sig gennem banen i de skygger, der skabes af belysningen i spillet. Spilleren kan også gemme sig under store genstande, klatre helt over eller under banen eller lave afledningsmanøvrer, der afleder opmærksomheden fra spillerens aktuelle position.

Fjender optræder som regel i form af vagter, der patruljerer i de områder, spilleren skal igennem. Ved at være opmærksom på, hvornår patruljerne kommer, kan spilleren så passere området uden at blive set. Det er ikke ualmindeligt, at spilleren kan se vagtens synskegle (en kegle projiceret fra vagtens hoved, der viser dennes synsfelt) samt synskegler fra sikkerhedskameraer. Synskegler kan ses på et minikort eller vises direkte i spilverdenen.

Stealth-spil giver et vist handlerum, hvis man bliver opdaget. En vagt, der får øje på en spiller, venter som regel lidt med at reagere. Derudover kan spillet også advare spilleren om, at vagten er mistænksom. Dette giver ofte spilleren mulighed for at reagere på situationen ved enten at gemme sig eller snige sig væk. Det kan også give spilleren tid til at forberede sig på et angreb, hvilket burde være den sidste udvej i et stealth-spil.

Men at snige sig er ikke altid ensbetydende med, at man er sårbar. Det kan skabe en fornemmelse af magt ved at placere spilleren i en styrkeposition. Det kommer an på spillets mål og spillernes færdigheder og kræfter, men der er spil, hvor spilleren hurtigt kan slå til ud fra mørket.

Tålmodighed og planlægning er nøgleelementer i stealth-spil. At være forudseende, når man skal vælge missioner, hvor spillerne kan nærstudere kort og vælge udstyr, er lige så vigtigt som at gemme sig under et bord. De korrekte hjælpemidler er dem, der giver dem mulighed for at bevæge sig uden at blive set eller forfulgt, eller som giver dem mulighed for hurtigt at tackle trusler, hvis de bliver tvunget til at kæmpe.

Den vigtigste regel er ikke at forhaste sig. I næsten alle stealth-spil har spillerne mulighed for at observere, hvad der sker på banen. De er som regel sårbare, så det er bedre at tage sig tid til planlægning end at indlede en kamp.

Det er forskelligt. De fleste stealth-spil reagerer konsekvent på en spillers tilstedeværelse, hvilket er at foretrække frem for at være 100 % realistiske. Men realisme er afgjort en del af ingredienserne i et stealth-spil. Måden, lys og støj opfattes på, i den virkelige verden er typisk en underliggende del af spilsystemerne i et stealth-spil. Dvs. spilleren har allerede inden spillet en rimelig forståelse af, hvordan de vil fungere i spillet.

Stealth-spil kan have et mål i en bane eller en mission, men et godt spil giver spillere meget fleksibilitet i forhold til, hvordan de griber spillet an. Et af de mere afgørende elementer i et godt stealth-spil er at hjælpe spilleren med at være forudseende. Hjælpemidler som et kort, markering af vagter, så de kan spores, forskellige synstilstande, der giver mulighed for at se gennem vægge eller opsætte kameraer, er alle blevet brugt i stealth-spil med stor succes.

Det har også stor betydning, at spilleren kan reagere på at blive opdaget. For dem er det bedre at vide, at en vagt har bemærket dem, i stedet for at vagten pludselig råber op og angriber, end alternativerne, hvor spilleren for eksempel bliver omringet af vagter, eller spillet afslutter missionen, fordi spilleren er blevet opdaget.

Tydelige lydadvarsler kan hjælpe med dette. Gode stealth-spil vil som regel lade spilleren overvåge vagterne og deres bevægelser ved hjælp af retningsbestemt lyd og snakken.

Mange stealth-spil måler spillerens overordnede snigeevne under en mission (hvor ofte de bliver set, om de efterlader noget, der kan blive fundet) og giver en bedømmelse. Dette kan være en sjov måde for en spiller at forbedre sig på, da de i de fleste tilfælde stadig kan gennemføre en bane, selvom deres snigescore er lav. Hvis de vil blive bedre til stealth-spil, er det en god udfordring at vide, at de kunne have gjort det meget bedre. Åbne baner er vigtige i denne sammenhæng. Stealth-spil kræver, at spilleren tænker lidt kreativt, og ved at have flere ruter og gemmesteder kan spilleren prøve sig frem.

Stealth-spil findes i mange forskellige genrer og stilarter. Fantasyspil i førsteperson, hvor spilleren var en tyv, var nogle af de første stealth-spil, der fokuserede på at snige sig rundt og gemme sig. Selv med den indstilling havde det stadig gadgets som vandpile og reb til at hjælpe med at snige sig rundt.

Spil i tredjeperson, hvor spilleren er en spion eller en soldat, har været populære. Det handler ikke længere kun om at snige sig rundt og undgå sammenstød, men om at give spilleren hjælpemidler til hurtigt at løse konflikter.

Spil, hvor spilleren er en lejemorder, har været meget populære. Disse byder på udførlige baner med hundredvis af figurer, adskillige ruter, kostumer og fælder, der skal sættes op.

At snige sig kan være en vigtig funktion i rollespil og platformsspil, og der findes en række 2D- og 3D-spil.

Stealth-spil er perfekte til dem, der tager sig god tid til forberedelse og eksekvering, men som er villige til at improvisere, når tingene går galt. Der er ofte en forventning om, at spillere i stealth-spil ikke bare følger reglerne, men tager initiativ til at gennemføre missionen.